Åbyhøjnoveller

Vi bringer her nogle af de historier som deltog i konkurencen om ÅBY-FORTÆLLINGER som Aaby-Aabyhøj Lokalhistorisk Forening og Åby Bibliotek udskrev i midten af år 2014. Skulle du have kendskab til nogle flere af de indleverede historier, må du meget gerne henvende dig, så folk kan få glæde af de tanker og oplevelser de forskellige skribenter har forfattet.

 

BARNDOMMENS GADE

En sensommer søndag i 1952 kunne man opleve et sælsomt syn på græsplænen bag boligblokkene på Anker Jensens vej. En mand slog kraftspring og folk omkring ham klappede og grinede. Der blev vidst også drukket en enkelt øl.

Hvor skørt – nej. Manden, der slog kraftspring, var min far. Han havde lige fået at vide, at han havde fået en pige – mig.

Med sådan en glæde blev jeg modtaget i en familie, der i forvejen bestod at to ældre brødre på henholdsvis 5 og 7 år og selvfølgelig en mor og en far

Begivenheder fra min spæde barndom husker jeg af naturlige grunde ikke selv, men er noget, jeg har fået fortalt.

Mine erindringer stammer primært fra min barndomsgade, Korsager vej i Gl. Åby, hvor min familie flyttede til, da jeg var et par år gammel.

I nr. 6 oppe på kvisten til højre fulgte jeg fra vinduet livet på gaden. Og hvilket børneliv. Et liv, der bestemt var værd at følge med i og senere selv deltage i.

Førskolealderen:

Noget af det første jeg husker, var da garageanlægget på Korsager vej blev bygget. Når arbejdsmændene holdt fri eller fyraften  indtog vi yngre børn byggepladsen og plaskede i vand i de store træbaljer. At der var behov for garager på det tidspunkt kan undre mig i dag, for der var ikke ret mange, der havde bil. Derfor blev gaden også flittigt brugt til at spille rundbold, lege krig og dåse-put. I det hele taget var gaden et paradis for børn. Engang imellem kunne de voksne lokkes med – det var noget ganske særligt.

Min mor var på det tidspunkt, som de fleste andre mødre på vejen, hjemmegående og hun og jeg havde et morgenritual: Vi sad i børneværelsevinduet, der vendte ud mod gaden, og vinkede farvel til min brødre, der skulle i skole og min far, der skulle på arbejde på Frichs. Når alle var sendt godt af sted, og vi havde snakket om hvis sko, der var bedst pusset (min ældste bror vandt altid), gik vi ned og nød vores ( hendes) morgenkaffe og brød med smør og syltetøj (hjemmelavet selvfølgelig) på rapoen foran døren til vores opgang. Tit deltog også andre mødre i den lille stille seance. Fuglene sang og solen skinnede. Det gjorde den næsten altid, da jeg var barn.

Jeg var her i mit tidlige liv en genert lille pige. Blev jeg mon skoleklar? Min mor lavede en aftenstund en tester.

Vi sad som så ofte før i vinduet og kiggede på de store børn, der spillede rundbold. “Vil du ikke have en is” spurgte hun mig. “Jow da”. Det var ikke tit, man blev stillet det spørgsmål.

Så skulle jeg selv hente den. Nå for søren, turde jeg nu det? Isboden lå lige på den anden side af Søren Frichs vej. Jeg skulle altså over først Anker Jensens vej, derefter gennem gården bag en af blokkene på A. Jensens vej – så over Frichs vej. Det var ikke langt, man kunne faktisk se isboden hvis man strakte hovedet langt ud af vinduet.

Jeg blev udstyret med 25 øre (sådan husker jeg prisen på en rund vanilje is).

Jeg var stolt, da jeg kom tilbage slikkende på min is. Min brødre skulede efter mig. Oppe igen spurgte min mor, om jeg ikke kunne spise én mere – eller noget andet? Jow da. Mig af sted igen og hjem igen med en flødebolle. 3. gang var mine brødre grønne af misundelse og undlod ikke at kommenterer, at det var snyd. Min mor havde nu nok forklaret dem, hvad prøven gik ud på – og jeg kunne begynde i skole.

Mine brødre mente også, at det nu var på tide, jeg deltog i legene – slut med is uden dem. Vi yngre børn var jo blevet præsenteret for gadens legekultur gennem afluring. Nu kunne vi deltage – dog kun som Kongens Leverpostej. Vi deltog men talte ikke rigtig med. Det mærkede vi dog ikke synderligt. De ældre børn var nogle gode rollemodeller.

Der var i det hele taget et godt fællesskab blandt gadens voksne. Det smittede af på os børn. Jeg husker, at en gruppe af voksne en hel vinter syede telte for sammen næste sommer at tage til Hou på camping. Der var ingen campingplads men vi fik lov at slå teltene op på en bondemands mark. Selvfølgelig heller ingen wc. – der blevet gravet huller, som efterhånden blev dækket til igen. En herlig oplevelse, som blev gentaget og siden også afprøvet på Samsø. Der blev lavet kasser til alt grejet som blev sendt med toget – og børn og voksne cyklede så til bestemmelsesstedet.

En anden speciel erindring er Solgårdens Hobbyklub, som min far – kaldet Lange Niels, for der var også en Bette Niels – var med til at starte. Her blev der snedkereret, tømret og malet – repareret cykler m.m. Hobbyklubben lavede også aktivitet for børnene. Således husker jeg, at der blev bygget sulkyer og arrangeret sulky løb med “heste” og jockeys. Det var en avisartikel værd.

Skolealderen:

I 1958 begyndte jeg på Åby Skole. I begyndelsen gik vi også i skole om lørdagen. Det var også dengang, man måtte slå på børn! Uha!! Min yndlingslærer i de første år hed P. K. Nielsen. Han boede også på Korsager vej.

Jeg mindes, at jeg og en skoleveninde- også fra vejen – tit kunne følges med ham. Han havde ofte sandaler på og spændet gav sådan en fin lille klik-lyd for hvert skridt han tog – og det var nogle ordentlige skridt. Vi trippede hurtig af sted ved hans side. Den ene med sin lille hånd i hans store, den anden holdt fast i hans skoletaskehåndtag og hans lille finger. Vi skiftedes selvfølgelig.

Med sådan en start på et langt skoleliv – hvad kan man så ønske sig mere.

Tiden gik og efterhånden blev jeg fuldbyrdigt medlem af gadens parlament. Legene blev udvidet med spil med marmorkugler og snipper (hønseringe) som vi spillede med ved at kaste dem op af gadedørene for siden med to fingre at samle dem op. Hvem havde længst fingre? Hvem vandt? Jeg har stadig en del snipper fra den gang, som min børnebørn nu leger med.

Vi piger brugte også meget tid med at spille med 2 – siden 3 bolde – op ad garageportene. Skulle remse 10 navne eller 10 byer, lande osv. mens vi spillede med boldene.

I kælderen var der vaske og stryge mulighed for beboerne. Det var ikke specielt morsomt at komme hjem fra skole den dag om måneden, hvor min mor havde storvask. Så blev jeg  sat i gang. Det var hårdt kvindearbejde. Hurra for vaskemaskinens opfindelse.

Men kælderen kunne også bruges til andet. F.eks. var der gode gemmesteder, når vi legede put. Også et godt sted for det første kys.

Vi brugte også meget tid på at cykle. Som ældre blev udflugter til De tre Broer et yndet mål. Sikke en legeplads for røvere og soldater.

Og biblioteket på Thors vej blev også brugt. Små støvede gange mellem høje reoler fyldt med bøger. Jeg synes, jeg kan lugte stemningen endnu.

Om vinteren – der var altid sne og frost i min barndom – løb vi på skøjter på den oversvømmede Brabrand sti og helt hen til Frichs – næsten.

Jeg husker, at jeg mange gange hentede min far, når han fik fri. Det var jo bare en sti fra skolen og hen til Frichs. Der var ingen fare på færde.

Ja, jeg kunne fortælle meget mere om min barndomsgade og senere mit liv andre steder i Åbyhøj. Mine børn gik i den samme skole som jeg. Nogle af mine børnebørn i den samme børnehave som dem. Jo, jeg er vist det, man kan kalde en rigtig Åbyhøjer.

 

Lotte Haugaard

______________________________________________________________

Å B Y H Ø J

– et tankespring –
Jeg opfatter Åbyhøj som en landsby. Den ligger her mellem kulturmagneten Århus og det altid omdiskuterede Gellerup.

Men her er der forholdsvis fredeligt, vi går ture med vores hunde på veje, der er opkaldt efter store danske forfattere og der ligger mange gode historier og venter langs med fortovene. Generationer flytter ud og ind og langsomt begynder folk at interessere sig for, hvem der har boet i husene omkring og hvilke livshistorier, der har udspring her. F. eks. har der siddet en frihedskæmper og gemt sig under kældertrappen i vores nabos hus. Han har ridset sit navn ind med en spids kniv, og det er levende historie at mærke det med fingerspidserne – som en slags blindskrift fra 2. verdenskrig. Ellers er det mest de flotte huse og de dejlige haver, der fanger blikket, når hunden skal rundt om hjørnerne på den vante morgentur, hvor skolebørnene kappes om at nå frem til den nye skolereform og bilisterne gasser op for at komme op i 3. gear og på arbejde.

Midt i det hele kommer Silkeborgvej drønende og deler vores forstad i to, som hver især har næsten det samme; flinke skatteborgere og et rigt udvalg af æblesorter. Fra de små rækkehuse til de store villaer løber hækkene rundt og skaber skjulte solhjørner og urtebede med eksotiske drømme og dufte. Og for at holde drømmene i ,live skal der handles ind. Her ligger Kvickly som en domkirke, hvor de troende parkerer deres biler i sildebensmønstre mens de fisker efter tilbud i en lang U-vending ind gennem forretningen. Jeg hilser på naboen og på nogen, der boede her engang. De kommer stadig i butikken for det er svært at undvære en god vane. Heldigvis har jeg brug for lidt medicin i ny og næ, så jeg må hen langs hovedgaden til det gamle apotek ved det oprindelige torv, der stadig har et malerisk udseende med den gamle bladkiosk centralt placeret, nu omdannet til et intimt kebab- og pizzaudsalg. Flere og flere render op og køber sig til færdig aftensmad hos de pizzabarer der har udkonkurreret de gamle grønthandlere og specialforretninger. Der er liv i gaden sidst på eftermiddagen og jeg må hen til blinklyset med hunden for trafikken er intens og vedvarende og kun skarpe signaler kan bryde den. Vi går ned ad en fredelig vej, en bil kører langsomt forbi og der er flere hunde i terrænnet, nogen af dem gøer, nærmest for at vise at de også kommunikerer her i byen. Vi stopper op og snakker om det ny kulturhus, om hvad der er sket ovre i parken, hvem der har haft indbrud og hvem der er flyttet eller blevet alene i huset. Og der er ikke langt til kirkegården her i Åbyhøj, kirkerne er smukke og spreder en velsignet fred omkring sig.

På gravstederne kan jeg også gætte mig frem til skæbneforløb og tragedier. Det er kortprosa, der vil noget. Det er livgivende at digte så meget og ikke uden grund er der så meget eviggrønt på en kirkegård. Opløftet af den stilhed der findes i området, snuser hunden roligt men alligevel grundigt på en gammel lygtepæl. Den kan åbenbart fortælle hunden meget. Vi andre må nøjes med aviser og fjernsyn. Hunden går ind for nærhed og direkte sansekundskab. Modvilligt slæber jeg den videre forbi høje hække og lave stakitter. En ambulance hyler forbi, eller er det en anden slags udrykning? Som regel kommer der et par stykker ad gangen og barndommens nysgerrighed overfor fænomenet er afløst af et hverdagsagtigt suk. Der sker lige så mange forfærdelige ting ude i verden men her falder tingene på plads – fra vuggestuernes beskyttede indhegninger til plejehjemmenes venlige stilhed. Der går ligesom en rød tråd fra Sognegården ned til biblioteket og videre til Sifgården, en koncentreret stemning mod det søgende og dvælende – afbrudt af alle de travle mennesker, der arbejder i butikker og institutioner. Det er skam ikke en søvnig forstad det her, ikke mange der har tid til at hilse på en hund. De skal til spejder og fodbold og basket og brydning og de voksne skal til foredrag og koncert i kirken. Eller ind i byen. Alle har et mål og er med i noget, ikke megen tid til at slappe af og bare nyde at være her og skrive om det på en regnvejrsdag som denne. Tak kære regnvejr. Tak fordi du nogen gange strømmer ned ad gaderne i Åbyhøj, ned til Søren Frichsvej, ned til Gl. Åby og ned i Århus Å. Regnen kan vælte ned, men vi i Åbyhøj ved godt, at hvis den globale opvarmning tipper helt over og polerne smelter, så går vi op i toppen af Blickersvej og nyder udsigten. Vi er omgivet af by og asfalt og masser af trafik, men vi er som en organisme med hjerte, lunger, arme og hvad der ellers skal til for at holde en krop igang – vi er nærmest selvstændige. Og nu er der ikke tid til mere. Hunden skal ud.

 

Poul Helge Andersen, sept- 2014

poulhelgeandersen@gmail.com